Stort bilsalg hos bilforhandler i Kolding

Fredag blev en stor dag for bilforhandler Kristian Eriksen, som på én og samme dag fik solgt 12 stk. nyere brugte biler. ”På en rigtig god dag sælger vi måske 3-4 biler, så det er ikke alene rekord, men simpelthen en decideret julegave her midt på sommeren”, fortæller en glad forhandler.

Årsagen til den store omsætning skyldtes en heldig lottovinder, som havde spenderbukserne på, og derfor havde besluttet at forære ny bil til alle børnebørn med kørekort. Samme dag blev der solgt 3 biler til andre kunder, men de resterende 9 biler gik til lottovinderens børnebørn, som alle var til stede for at være med til at vælge bil hos den heldige bilforhandler.

Lottovinder skippede bilforhandler i Horsens

Det var faktisk oprindeligt planen, at salget skulle være gået til en bilforhandler i Horsens, men iflg. lottovinderen, var betjeningen under al kritik, da hun tidligere på ugen henvendte sig for at forhøre om mulighederne. Flere fra familien havde hørt godt om Kristian Eriksen, og derfor blev enden af historien, at familien tog kontakt til ham med henblik på en god handel.

Både bilforhandler og lottovinder erkender, at der samlet set er handlet med en god rabat, men størrelsen vil ingen af dem ud med efter indbyrdes aftale. De 7 af børnebørnene kunne samme dag køre fra stedet i en ny brugt bil, mens de resterende to må vente lidt, da specielle ønsker har gjort, at der skal skaffes et par andre vogne hjem andetsteds fra.

Kategorier Bil